Åbenhedskomitéen

Gladsaxe, 28. februar 2004

v/ John Damm Sørensen
Stenkrogen 6
2800 Kgs. Lyngby

Fødevareministeriet
Holbergsgade 2
1057 København K                                                                                        

  Vedr. aktindsigt i sagen vedrørende tilvejebringelse af bekendtgørelse om indskrænkning af adgang til oplysninger om svineflytninger i CHR.

Åbenhedskomitéen anmoder hermed om aktindsigt i ovennævnte sag, jf. nedenstående aktindsigtsbegæring.

Idet Åbenhedskomitéen bemærker, at adgang til oplysninger om svineflytninger reelt var unddraget offentlighedens adgang fra iværksættelse af CHR pr. 1. oktober 2002, jf. pressemeddelelse på ministeriets hjemmeside http://www.fvm.dk/nyheder_presse.asp?artikelid=3086, beder Åbenhedskomitéen Fødevareministeriet oplyse, hvilken hjemmel ministeriet havde til indførelse af denne begrænsning, der tilsyneladende først blev hjemlet 13 måneder senere med bekendtgørelsen fra december 2003.

Fødevareministeriet bedes endvidere redegøre for, om formålet med bekendtgørelse har været at begrænse offentlighedens adgang til aktindsigt i medfør af lov om offentlighed i forvaltningen.

Såfremt det har været hensigten at indføre sådanne begrænsninger i offentlighedens adgang til aktindsigt i medfør af lov om offentlighed i forvaltningen, anmoder Åbenhedskomitéen om, at Fødevareministeriet gøre rede for de forhandlinger ministeriet i den anledning har ført med Justitsministeriet.

Idet det er Åbenhedskomitéen bekendt, at anmodninger om aktindsigt i medfør af lov om offentlighed i forvaltningen er blevet afvist med henvisning til bekendtgørelsen om begrænsning af adgang til oplysninger om svineflytninger, anmoder Åbenhedskomitéen om, at Fødevareministeriet gør rede for hjemlen til denne afvisning.

Åbenhedskomitéen beder Fødevareministeriet oplyse, om ministeriet har behandlet sager om aktindsigt i sagen vedrørende bekendtgørelsens tilblivelse. I givet fald bedes ministeriet oplyse hvornår aktindsigten er begæret og besvaret.

Begæring om aktindsigt

I henhold til Lov om offentlighed i forvaltningen anmoder Åbenhedskomitéen om aktindsigt i ovennævnte sag.

Åbenhedskomitéen beder, at blive gjort bekendt med alle aktstykker, herunder bl.a. evt. tegninger, notater, mødereferater og aktens journal-liste, samt skriftlig oplysning om, hvorvidt alle aktstykker i sagen vil blive stillet til vores rådighed.

Med hensyn til notater henviser Åbenhedskomitéen til lovens krav om notatpligt, jf. § 6 i lov om offentlighed i forvaltningen.

Åbenhedskomitéen beder Dem oplyse i hvilke forvaltningsafsnit sagen har været behandlet til dato samt hvilke sagsnumre, den har i disse forvaltningsafsnit. Åbenhedskomitéen henleder opmærksomheden på forvaltningsmyndighedens vejledningspligt, jf. § 7 i forvaltningsloven.

Såfremt der efter Deres opfattelse er lovhjemmel til at undtage aktstykker i denne sag fra aktindsigt, beder Åbenhedskomitéen om følgende:

  1. en angivelse påført journal-listen ved de aktstykker, som med lovhjemmel er undtaget aktindsigt.
  2. ekstrakter af de aktstykker, som med lovhjemmel er undtaget aktindsigt, jf. bl.a. § 11 i lov om offentlighed i forvaltning.
  3. en redegørelse og herunder en begrundelse for, hvorfor Åbenhedskomitéen med lovhjemmel efter Deres opfattelse ikke er berettiget til at modtage eventuelle aktstykker, jf. bl.a. §§ 12 og 13 i lov om offentlighed i forvaltningen samt § 24, stk. 1 i forvaltningsloven.

Åbenhedskomitéen forventer indenfor den lovlige frist på 10 dage, jf. § 16 i lov om offentlighed i forvaltningen, at modtage Deres fyldestgørende skriftlige svar på alle vores anmodninger med angivelse af, hvorledes aktindsigt kan finde sted.

Åbenhedskomitéen anmoder indledningsvis om at få tilsendt kopi af sagens journal-liste, registre og andre fortegnelser, som vedrører den pågældende sags dokumenter.

Med venlig hilsen

Åbenhedskomitéen

v/ John Damm Sørensen